Aerosmith

Legenderne kommer! Boston-gruppen med en af rockens uomtvisteligt mest karismatiske frontfigurer, Steven Tyler, i spidsen er klar til at få Lillebæltsbroen til at lette over Fyn, når de indtager Middelfart med deres udødelige hits 21. juli.

Friske fra deres vanvittig populære og rekordsættende Las Vegas residency Deuces are Wild drager Aerosmith på en eksklusiv Europa tour til næste år. Danskerne kan derfor godt begynde at glæde sig til at opleve de amerikanske superstjerner live på Rock Under Broen pladsen til sommer.

Touren skydes i gang i Milano i juni og fortsætter herefter med besøg i 14 lande henover sommeren. Aerosmiths koncert i Danmark til juli bliver den eneste i Norden!

Rock-veteranerne kan næste år fejre intet mindre end deres 50-års jubilæum, og der er ikke meget gruppen ikke har opnået i deres glorværdige karriere. Bandet blev dannet tilbage i 1970 i Boston, Masschusetts, og de debuterede i 1973 med deres selvbetitlede debutalbum. De har til dato udgivet 15 studiealbum, hvoraf det seneste Music from Another Dimension udkom i 2012.

Aerosmith er et af de mest elskede bands nogensinde og deres indflydelse på rockmusikhistorien er unægtelig. Den legendariske kvintet er i den grad stadig flyvende og fortsætter med at inspirere generationer. De har solgt over 150 millioner album, vundet utallige priser, herunder fire Grammys, og er optaget i Rock & Roll Hall of Fame.

Aerosmith står bag massive hits som "Dream On" (1976), "Walk This Way" (1976), "Love in an Elevator" (1989), "I Don't Want to Miss a Thing" (1997) og "Jaded" (2001) – så der utallige grunde til at besøge Middelfart, når rockmastodonterne kigger forbi til sommer.