Fieh

De norske stortalenter Fieh kigger forbi til efteråret

Atlas og Lille VEGA forvandlet til en 70´er inspireret natklub, når norske Fieh skruer helt op for koreografien og de neo-soulede hits til oktober.

Den norske gruppe Fieh består af otte talentfulde instrumentalister, der har indgået en pagt om at give folk en særegen oplevelse. Med deres musik tager de lytteren tilbage i tiden til de røgfyldte klubber, hvor legender som Ella Fitzgerald og Billie Holiday bragede ud af højtalerne.

I front står den karismatiske Sofie Tollefsbøl, der begyndte sin musikalske karriere for bare fire år siden. Da Tollefsbøl sammen med klassekammeraterne Ola Øverby og Andreas Rukan dykkede ned i D´Angelos mastodontiske neo-soul albumklassiker, Voodoo, blev kimen lagt til Fiehs musikalske univers.

Bandets første single ”Glu” udkom i 2017 og blev storrost af selveste Sir Elton John. Singlen er spækket med horn og håndklap, der skaber en eksplosion af varme og sætter ild til dansegulvet.

De har netop spillet på dette års SPOT festival, hvor ensemblet kickstartede festen. Bandets ukuelige energi, deres nærvær og spilleglæde skabte eufori i Smilets By. Med indøvet koreografi og dynamisk solospil fik bandet fyret op under publikum. Bands of Tomorrow skrev bl.a. om koncerten:

”I en tid, hvor soloartister dominerer, er Fieh et forfriskende indspark på den skandinaviske pop-scene, og selvom navnet peger tilbage på frontkvinde Sofie Tollefsbøl, så er Fieh et band med stort ‘B’. Deres samspil løftede koncerten til vejrs, og der var overskud til at lade hvert bandmedlem stråle og få den plads, de krævede. Man så blandt andet Sofie og de to korpiger træder tilbage og gå på hug, da keyboard-spilleren havde sin solo. God stil!”

Udover sanger Sofie Tollefsbøl trommeslager Ola Øverby og bassist Andreas Rukan består bandet af Jørgen Kasbo, Edvard Synnes, Lyder Øvreås Røed, Solveig Wang og Thea Arnesdotter Lien.