THE DOLLOP – with Dave Anthony & Gareth Reynolds

Amerikansk hitpodcast kommer til Danmark

Den amerikanske podcast The Dollop, der blander historie med comedy, er en af de mest downloadede comedypodcasts i USA, Canada og Australien. Nu kommer duoen bag til Danmark, hvor podcasten kan opleves live på Hotel Cecil 24. november.

The Dollop er en podcast der tager udgangspunkt i amerikansk historie, og har komikerne Dave Anthony og Gareth Reynolds som værter. Podcasten kom til verden i 2014, da Dave Anthony, der også er inkarneret historienørd, besluttede sig for at gøre sin fritidsinteresse til en underholdende podcast for ligesindede.

Ideen var simpel: Han ville læse fuldstændig ukendte historier fra amerikansk historie op for forskellige komikere hver uge. Med formodningen om, at komikerne aldrig havde hørt disse historier før, forudså han at deres reaktioner ville være enormt underholdende. Hans første gæst var komikeren Gareth Reynolds, og publikum var så vilde med makkerparrets kemi, at der aldrig kom andre medværter på podcasten.

Fans af både historie og comedy blev hurtigt draget af de vilde historier og imponerende improvisationsevner hos medværten Gareht Reynolds. Podcasten fik efterfølgende hurtigt vind i sejlene med millioner af downloads, og ligger nu i top 20 over de mest downloadede comedypodcasts i både USA, Canada og Australien.

Podcasten har ligeledes vist sig at være en meget underholdende liveoplevelse, og duoen har efterhånden flere udsolgte shows i både USA og Australien under bæltet. Til efteråret kan danskerne glæde sig til en omgang amerikansk historie tilsat masser af humor, når The Dollop gæster Hotel Cecil.