The Script

De irske hitmagere udgiver nyt album til november, som de følger op med en tour. Det bringer dem blandt andet til TAP1 i København 17. marts.

Sidst The Script besøgte København smeltede de hjerter med deres bugnende bagkatalog af iørefaldende pophits og nye sange fra deres 5 album Freedom Child i et tætpakket TAP1. Til marts gentager de succesen og byder igen på hits - og ikke mindst nye sange fra deres kommende album Sunsets & Full Moons, som udkommer 8. november.

Efter 6 milliader streams, 30 millioner solgte singler, næsten 11 millioner solgte album, 12 millioner månedlige afspilninger på Spotify og omkring 2 millioner solgte billetter, er The Script klar til at tage hul på et nyt kapitel med Sunsets & Full Moons – og fans har allerede fået en forsmag på det nye album med førstesinglen ”The Last Time”, der landede i slutningen af september.

“I think it’s the most poignant record we’ve ever made…Our music was always about being together with the audience, and writing about your own feelings, and sharing them”. - Danny O'Donoghue, The Script

The Script brød igennem med deres selvbetitlede debut i 2008, og siden har de blandt andet stået bag de storhittende ”Hall of Fame”, ”If You Coul See Me Now”, ”Superheroes”, ”Breakeven” og ”Rain”. Dublin-trioen har solgt millioner af album, været fast inventar på hitlister verden over og har hjemtaget flere priser for deres evne til at levere pophits med bløde kærtegn fra rocken og keltiske undertoner.

The Script har siden begyndelsen høstet stor succes. Deres sange om hjertekvaler og livet i hjembyen Dublins hårde gader blev hurtigt til hits, og året efter debutalbummet udkom stod de på scenen som support for deres landsmænd U2.

Bandet har tidligere besøgt Danmark, hvor de har gæstet festivaler og spillet for fyldte sale og til foråret kan danske fan igen få fornøjelsen af den populære irske trio.