Trevor Noah

Efter et næsten udsolgt show i Forum sidste år, vender den Sydafrikanske komiker og prisvindende The Daily Show vært, Trevor Noah, tilbage til Danmark, hvor han indtager Royal Arena på sin Loud & Clear Tour 31. maj.

Trevor Noah er uden tvivl den mest populære afrikanske komiker nogensinde og ligeledes succesfuld arvtager af Jon Stewarts værtskab på Comedy Centrals vanvittig populære talkshow The Daily Show – og om det er på scenen eller i TV mestrer Trevor Noah altid at spidde samtiden satirisk, krydret med oplevelser og erfaringer fra hans eget liv. Hans show i The O2 i London med plads til 20.000 mennesker til april er allerede udsolgt, og der er annonceret et ekstrashow.

Trevor Noah har haft en bemærkelsesværdig karriere, der har gjort hans navn kendt verden over. Han har lavet standup i mere end et årti, og sidste efterår udkom hans tiende comedy-special Son of Patricia, som kan ses på Netflix. En special hvor Trevor Noah giver sit syn på blandt andet racisme, immigration og camping.

Udover sin komiker- og tv-værtkarriere er Trevor Noah også skuespiller og forfatter, og han har blandt andet skrevet den prisbelønnede New York Times bestseller Born a Crime: Stories from a South African Childhood, som udkom i 2016.

Bogen er en samling af personlige historier om barndommen i Sydafrika og giver læseren et ærligt og intimt indblik i den verden og de omgivelser, som har været med til at skabe den mand, som Trevor Noah er i dag. Det er sande historier - nogen mørke, nogen chokerende, nogen bizarre og andre kærlige, men altid med en humoristisk vinkel.

Trevor Noah besøgte Danmark sidste år, hvor han optrådte i et tætpakket Forum med sin tankevækkende, reflekterede og ikke mindst hysterisk morsomme comedy foran et begejstret publikum. I foråret gentager han succesen, når han er Loud & Clear i Royal Arena.